Kapitel 5

Da Sara trådte ud i sneen, kunne hun se, at deres fodspor i sneen ikke var blevet dækket af nyt sne. Og det kunne kun betyde en ting: At rensdyret Anton også havde sat fodspor i sneen, som de kunne følge, og hvis bare de fulgte dem længe nok, ville de hurtigt finde rensdyret.

Holger gik ved siden af og spekulerede på, om der mon snart dukkede nogle fjender op, så han kunne bruge sit sværd. Han besluttede sig for at holde vagt, mens Sara undersøgte sneen rundt om kanen for at finde spor efter rensdyrets hove. Imens han stod og spejdede efter fjender, kom han til at kigge på julemandens mærkelige sukkerroe, der lå foran ham, og han bukkede sig ned, tog den op og puttede den ned i rygsækken. Han tænkte, at julemanden ville blive glad for, at han havde fjernet den.

- Her er det, her er det!, råbte Sara pludselig og gik hen ad en sti, der førte ind mellem to huse. Ganske rigtigt, nu kunne Holger også se det – der var fine spor efter et rensdyr. Med hver sin rygsæk begyndte de to børn at følge fodsporene i sneen. Sara gik forrest og Holger gik lige bagved, parat til at komme til hjælp, hvis der skulle ske noget farligt.

Efter nøjagtig 327 skridt hørte de en mærkelig lyd. Klonk, sagde det, efterfulgt af en jamrende lyd og noget, der lød som et bandeord.

- Det kommer nede fra junglen, hviskede Holger.

Han havde lagt mærke til, at de var på vej ned mod det lille stykke skov, som far og mor altid kaldte for junglen. Grenene hang næsten ned i hovedet på børnene, så navnet passede meget godt, det mindede om en jungle. Og denne nat var der en underlig lyd dernede! En klonke-lyd!

Holger trak sit sværd og holdt skjoldet halvvejs foran sit ansigt, så det var beskyttet, hvis nogen skulle finde på at skyde efter ham. Han hviskede til Sara, at han nok skulle gå forrest, og de listede videre med bankende hjerter. De kunne hele tiden høre lyden. Klonk, sagde det, og de hørte en mandestemme, der jamrede – og nogle gange bandede han også

Nu kunne de se ham mellem træerne. Han var i færd med at grave, men når han satte spaden i jorden, sagde det klonk i den hårde og frosne jord, og spaden fløj ud til den ene side. Hver gang fik det manden til at jamre, og nogle gange lagde han så mange kræfter i sit forsøg på at grave, at han skvattede, når spaden ramte jorden. Det fik ham til at skumme af raseri, fordi han havde meget svært ved at komme op. Han var meget tynd og havde et tørklæde om hovedet, en klap for øjet og et langt, blodigt ar på kinden. Blusen var beskidt og havde røde og blå striber, og bukserne var mørke og hang løst om benene. Eller, det vil sige, omkring det ene ben. Det andet ben var nemlig lavet af træ.

1. -Kaptajn Lårbenshugger. Det er Kaptajn Lårbenshugger, hviskede Sara, mens hun stod i udkanten af stien, halvt skjult bag en busk. Hun var helt bleg.
   

Kaptajn Lårbenshugger havde engang boet hos Sara og Holger, men det var dengang, de ikke var særlig gamle. De kunne ikke selv huske det. Indtil nu havde Sara troet, at det bare var noget, som far og mor havde fundet på. De havde fortalt, at han var en gammel pirat, der bøvsede og pruttede hele tiden, når han altså ikke spiste eller drak rom. Heldigvis fik han næsten aldrig rom, for mor ville ikke købe det til ham, og han havde ikke selv nogen penge.

- Kaptajn Lårbenshugger findes i virkeligheden, hviskede Sara.

Far havde også fortalt, at kaptajn Lårbenshugger havde en stor skat gemt et sted. En skat, der var meget værdifuld. Måske var det den, han ledte efter? Han stod inde mellem træerne et par meter fra stien og havde kun fået gravet et hul i jorden på størrelse med fire pakker pålægschokolade. Sara følte sig ikke særlig modig i det øjeblik, men de var nødt til både at komme forbi og spørge, om kaptajnen havde set et rensdyr.

Sara gik to skridt frem og råbte højt:

- Hej Kaptajn Lårbenshugger, har du set et rensdyr gå forbi?

Kaptajnen gav et spjæt og vendte sig om.

- Jeg stikker dig, hvis du ikke svarer, råbte Holger og gemte sig bag Sara i samme øjeblik, han havde sagt det.

- Aaaaaarhnhh,, lusepels og firkantede kanonkugler. Hvem vover at forstyrre mig i denne elendige jungle, som slet ikke er nogen jungle! Hvad ligner det, at det sner i en jungle, det hører ingen steder hjemme – her skal være giftige slanger og aber i træerne, men intet er her, kun pivekoldt og frossen jord.

Kaptajnen huggede omkring sig med sin sabel, så de frostkolde grene knækkede af træerne omkring ham. Men så fik han øje på børnene, kiggede meget nøje på dem og faldt lidt til ro.

- Jamen det er jo Sara og Holger. Sidst jeg så jer, kunne I dårligt gå. Sikke en fin pige, du er blevet, Sara. Og Holger, hør du kunne blive en god pirat, hvad siger du til det. Skal det være nu, så sejler vi i morgen?

Han kiggede på dem med et snedigt blik i øjnene, men Sara rystede på hovedet, og Holger syntes, at kaptajnen var for uhyggelig til, at han ville være pirat sammen med ham.

- Jeg sagde, at du skulle svare – ellers stikker jeg, sagde Holger og stak sværdet frem.

Kaptajnen blev så rød i hovedet, at arret blev hvidt, og han skulle lige til at svinge sin sabel ned over børnene, da han kom på andre tanker og huggede sablen ind i et af træerne, så både træ og sabel stod og dirrede et øjeblik.

- Fedt, mumlede Holger, han syntes, at det var ret sejt.

Kaptajn Lårbenshugger bevægede tungen og lod sit spyt i munden skylle to gange forbi det klistrede stykke skrå, som gemte sig bag tænderne i højre side af munden, og så sendte han en sort, klæbrig klat gennem luften – den landede i sneen med et splat, der stænkede op på Saras støvler.

- Bvadr, sagde hun for anden gang den aften.

Kaptajn Lårbenshugger begyndte at tale:

- Jeg skylder jeres far og mor stor tak. De reddede mig, da jeg havde stor brug for hjælp. Derfor vil jeg hjælpe jer, sagde han og slog en prut.

- Et rensdyr, siger I. Det gik den vej for næsten en time siden.

Og så pegede han ud over markerne i retning af skoven.

Her kan du læse to kapitler fra bogen:

“Den nat julemanden gled i en sukkerroe”.

                                           Bestil bogen og læs resten

Sara og Holger har netop pakket deres rygsække og begiver sig ud i natten for at hjælpe julemanden med at finde rensdyret Anton, der er stukket af. Uden rensdyret Anton har julemanden ikke rensdyrkræfter nok til at flyve ud med julegaverne.

                                          

Smagsprøver

                                                       Kapitel 6

Julemanden var holdt op med at sidde og jamre, for da Sara og Holger kom ud af junglen og skulle til at krydse markerne, så de julemanden flyve sin kane gennem luften.

Det var let at se kanen og rensdyrene, fordi månen var fremme, og den kastede sit lys ud over det snefyldte landskab, og sneen kastede lyset tilbage mod himlen. Kanen svingede fra side til side, og på et tidspunkt fløj den så skævt, at halvdelen af gaverne røg ud af kanen, selvom julemanden havde forsøgt at binde dem fast med en presenning. Måske havde rensdyrene gnavet et par knuder op, da de stod på vejen og kedede sig, tænkte Sara, inden Holger skubbede til hende og sagde:

- Se!

Ud fra skoven kom mange små væsener løbende hen mod julegaverne, der var landet i sneen. Gaverne blev straks samlet op og slæbt ind i skoven af væsenerne, der ind imellem snublede på deres små ben, fordi det skulle gå så stærkt. Julemanden opdagede slet ingenting.

Sara trak vejret dybt.

- Vi må være modige, sagde hun til Holger, der nikkede, fordi han ville meget gerne være modig.

Han rakte ud efter Saras hånd, og så gik de videre efter rensdyrets fodspor, som havde kurs mod skoven, nøjagtig som Kaptajn Lårbenshugger havde sagt. Hvis mor eller far havde set dem, ville de nok have råbt til dem, at de straks skulle vende om. Men de lå og sov, og det var heldigt for julemanden og hans forsvundne rensdyr.

Inde i skoven er der en lille sø, og langs søen går en smal sti, som rensdyret var galoperet hen ad. Sara kunne straks se det, fordi aftrykkene efter hovene var meget grove i kanterne, og sneen var flere steder blevet kastet ud til siderne. Imens hun stod og undersøgte sporene, hørte de pludselig en pigestemme, der stakåndet råbte ”Hjælp, hjælp, jeg bliver forfulgt. Stop ham, før han får fat i mig”.

Den lille pige sprang forbi Sara, der trådte et skridt til den ene side, og da pigen var forbi, begyndte Holger at løbe frem mod drengen med sværdet. En fjende, tænkte Holger, mens han holdt skjoldet foran sig og løb af sted gennem den tykke sne. Drengen med hjelmen blev så overrasket, at han forsøgte at stoppe på den glatte sti, og resultatet var, at han faldt, kurede hen mod Holgers ben og væltede ham omkuld.

Sikke et syn! To drenge med sværd i hånden lå oven på hinanden, Holger øverst selvfølgelig, og med en spruttende og hvæsende dreng under sig, der var dobbelt så stor som Holger, i al fald på maven og omkring skulderen, hvor drenge og små mænd gerne vil være store. Først prøvede Holger at flytte sig, men i stedet kom han til at vippe skjoldet ind mod drengen, så drengen fik sne i øret, og da Holger endelig fik skjoldet væk, røg den sidste klat sne ned i drengens øjne.

Ups, tænkte Holger, fordi han kunne godt mærke, at drengen var stærkere end ham selv, og et øjeblik senere var det Holger, der lå i sneen, helt fortumlet og kiggede op på den mærkelige dreng, der ikke var særlig høj.

- Jeg er prins Oksebryst, og du er taget til fange, sagde drengen og stak sit sværd ned i Holgers flyverdragt, så han kunne mærke spidsen mod sit bryst.

Hjelmen var røget af drengen, der havde et langt, tykt og rødt hår. Fra sit bælte tog drengen et reb og bandt om livet på Holger, der slet ikke turde bevæge sig, før drengen kommanderede ham til at rejse sig op. De kiggede sig omkring, men Sara var væk. Den lille pige i skoven havde stukket sin hånd i Saras, og sammen var de løbet videre ind i skoven, væk fra prinsen.

Prins Oksebryst fnyste arrigt og begyndte at trække Holger tilbage mod den del af skoven, hvor han kom fra. Holger var alene, og han var lige ved at begynde at græde, da han hørte en lyd bag sig.

- Du skal ikke være bange, hviskede en stemme tæt på Holgers øre, da han gik bagefter prins Oksebryst.

Først gav Holger et lille hop, fordi han blev forskrækket, og det fik den lille prins til at vende sig om og sige ”gå ordentligt!”

- Det er bare mig, musen. Jeg vil hjælpe dig, lød det et øjeblik senere med en pibende stemme fra Holgers krave i flyverdragten, hvor tøjmusen var krøbet op og havde stukket næsen frem.

Se, nu burde Holger jo have sagt, at en tøjmus ikke kan være levende, og at en mus aldrig nogensinde vil kunne tale, men det gjorde han ikke – han blev bare glad i hele sit hjerte, fordi han alligevel ikke var helt alene med ham prins Oksebryst.

- Vi skal nok klare os, hviskede musen og slikkede Holger bag øret, så det kildede en anelse.

Bestil bogen og læs resten

Læs uddrag fra den nye bog “Den dag julemanden skød en elefant”

Læs også uddrag fra den nye bog : “Den dag julemanden skød en elefant”